Apéritif & Entrée
Fyldt brie med vilde urter, ristet spelt og sirup
En klassisk brie med et tyndt lag hvidskimmel. Osten er skåret af en tre kg brie og er derfor ekstra cremet.
200 g Président Brie
1 dl yoghurt
50 g friske vilde urter (f.eks. skvalder- kål, mælkebøtter, ramsløg, løgkarse)
Salt og friskkværnet peber
50 g speltflager
15 g smør
1 dl sirup (eller akaciehonning)
Ristet rugbrød eller godt hvedebrød
Tag brien ud af køleskabet ca. en time før brug. Flæk brien på langs, og skrab den modne, cremede ostemasse ud med en ske, og kom den op i en tempereret skål. ”Osteskallen” lægges på et fad.
Kom yoghurt, finthakkede vilde urter, salt og friskkværnet peber op i ostemassen, og bland det hele godt sammen.
Fyld nu ostemassen tilbage i ”osteskallen”, og læg det sammen, så du får en hel
brie igen.
Pak brien stramt ind i film, og sæt den i køleskabet en times tid, så smagen fra urterne trækker ud i hele brien.
Kom speltflagerne på en pande med lidt smør, og rist dem, til de er gyldne og sprøde. Kom flagerne over på en tallerken, og lad dem køle af.
Skær en flot trekant af brien, og servér den med de ristede flager, sirup og lidt ristet rugbrød eller godt hvedebrød til.