Gastronomi

Vi tænker ikke på dæk, når vi hører navnet Michelin

Udgangspunktet var, at franskmændene kørte for lidt, og brødrene Michelins guide skulle inspirere til mere liv på landevejene.

Siden er guiden nærmest blevet en forretning i sig selv og udkommer i dag over hele verden. Senest også som app’en ’Michelin’. Stjerner kategoriserer selve maden fra 1-3, mens stemning, betjening og øvrige indtryk vurderes med 1 til 5 sæt korslagte bestik og en særlig udmærkelse i form af det røde bestik.

Michelin-stjerner:
*: En rigtig god restaurant i sin kategori.
**: En fantastisk restaurant, som er en omvej værd.
***: En enestående restaurant, som er en rejse værd.

De fleste stjernerestauranter har et prisniveau, der er alt andet end jordnært. Men siden 1930 har guiden også beskæftiget sig med restauranter, der tilbyder god mad til prisen. De tildeles en såkaldt ”Bib Gourmand” opkaldt efter Michelins berømte maskot – dækmanden Bibendum.